Om de to foredrag om livet på landet før i tiden:
Både borgermødet i foråret 2012 og foredragene om livet på landet er udløbere af arbejdet med ”Torrildfolk Fortæller 3”.
Af kendskab til hvordan man klarede sig selv i Torrild sogn i gamle dage, kom lysten til igen at være med til at tage sig af vort lokalsamfund, til at blande sig og derved kom ideen om borgermødet. Og af ”Torrildfolk Fortællers” beretninger om landbruget og det øvrige landsbyliv samt nutidens debatter om landbruget kom ønsket om at se nøjere på historien bag vor nutid. Derfor foredragene om landbrugets og landsbylivets udvikling.
Vi håber at rigtig mange vil møde frem og betale entré (se annonce på Torrild.dk)
På vegne af arrangørerne, Thorkild Andersen
Steen Busck: Fra fæstebonde til andelsbonde. To foredrag om levevilkår og tankeverden på landet i 1700- og 1800-tallets Danmark.
1700-tallets bønder
Alt forandrer sig, også den natur og det landskab, mennesker lever i. Naturen var for 1700-tallets mennesker en helt anderledes påtrængende virkelighed end for os. 80 % af dem tilhørte bondestanden og levede på landet af den lokale natur, de boede i, ikke som vi af alt muligt andet.
Jorden og afgrøderne
De levede af de afgrøder og den græsning, jorden kunne byde på, klædte sig i vadmel af den uld, fårene gav, og varmede sig ved det træ eller de tørv, der var at finde på landsbyens område. De forsynede sig kort sagt i meget høj grad af den lokale natur. Det bar naturen præg af. Nærmest ved landsbyen lå agerjorden, som gav byg til øl og rug til brød, længere ude lå overdrevene, de store fælles arealer, hvor de dyr græssede, som gav mælk, uld, skind, kød og horn til de skeer, man spiste med. Måske var der også et stykke skov, hvor man kunne samle brænde, hente kæppe til sine gærder og løvfoder til kvæget. Der var ikke nogen klar grænse mellem overdrev og skov. Nutidens skarpt skårne skovbryn fandtes ikke. Agerlandets opdyrkede firkanter, hvor hver bonde kendte sine agre og selv dyrkede dem, udgjorde under halvdelen af landsbyen samlede tilliggende. Resten var fællesarealer, som lå uopdyrkede hen med sten og buske, som kvæget gik uden om. Både her og på markerne voksede alverdens vilde planter frodigt uden nutidens trusler fra pesticider og kvælstof. Nogle af de vilde planter, kunne være nyttige mod sygdomme, hvis man kendte de stærke kræfter, der boede i dem, og vidste at kontrollere dem.
Magien i naturen
Naturen og landskabet så altså helt anderledes ud end nu, og frem for alt opfattede datidens bønder naturen helt anderledes. De havde ikke megen sans for landskabets skønhed, men tænkte på, hvad man kunne bruge naturen til. Ikke i en rent teknisk forstand, som den moderne landmand tænker, men på en anden måde. Hvordan kunne man komme ud af det med de kræfter, der rådede i naturen, Vorherre, som regerede over solskinnet og regnen og med alle de mindre ånder, der huserede i tingene, både i naturen og i de redskaber, man bearbejdede den med. Tingene var ikke døde ting, som de er det for os, de var besjælede. Derfor gjaldt det om at omgås dem på den rette måde, som forfædrene altid havde gjort det, og passe på, at man ikke stødte de kræfter, der boede i dem. Nogle steder i overdrevene var der gravhøje, store sten eller mærkelige gamle træer, hvor der boede stærke kræfter, som undertiden kunne antage en menneskelignende skikkelse. Selv inde på agerlandet og i husene huserede der væsener, som man skulle forholde sig til. Man var ikke som vi frit stillede til at manipulere med naturen og tingene ud fra en rent teknisk fornuft. Magi og religion spillede ind selv i de enkleste arbejdsprocesser. Derfor var det simpel nødvendighed at holde sig gode venner med den stærkeste af alle ånder, Vorherre, hvis hus kirken var sognets naturlige midtpunkt.
Skatter og afgifter
Ikke alt, hvad bonden og hans husstand producerede, gik til dens eget forbrug. Præsten og kirken skulle have en stor del i tiende og andre afgifter, godsejeren en anden stor del i landgilde og kongen en stor og stigende del i skatter. Hele samfundets overbygning og overklasse af præster, adel, embedsmænd, militær og hof levede af bondens overskud. Dertil kom at han måtte stille arbejdskraft til det såkaldte hoveri på godsejerens hovmarker, kongens veje og kirkens vedligeholdelse, og bondens sønner udgjorde de menige soldater i kongens hær. Alt dette fandt bønderne sig i, for præsten og lovene sagde, det var Guds orden. Kun når overklassen krævede mere, end den plejede, brokkede de sig eller forsøgte at holde afgifterne tilbage.
Med faderen ved bordenden
Samfundet og verden var patriarkalsk. Hjemme i bondehusholdet regerede bonden over sin kone og sine børn og tjenestefolk. Hvis han havde jord nok og sad i en gård, bestemte han på bystævnet sammen med de andre gårdmænd over brugen af jorden og landsbyens andre anliggender og lod sig til daglig styre af oldermanden, hvis hverv gik på omgang blandt gårdmændene. Hans gård og han selv hørte under et gods, en større patriarkalsk enhed med godsejeren som faderfigur. Godset hørte under riget med kongen som fader, og riget hørte under Vorherre, den mægtigste af alle fædre, som havde hele verden under sig og lokalt var repræsenteret af præsten, også han en faderfigur. For bonden som for alle andre var der god logik i denne patriarkalske orden.
Eftertiden har især hæftet sig ved forholdet mellem fæstebonden og hans godsejer eller ”husbond”, som bønderne kaldte ham. De mange bevarede fæstebreve viser, at bonden ikke kun var lejer af godsejerens jord. Han var også underordnet godsejeren, skulle være ham ”hørig og lydig” og betale sin landgilde og skat til tiden. Godsejeren havde nemlig offentlig myndighed over sin fæster, både skattemyndighed, udskrivningsmyndighed, politimyndighed og til sidst skiftemyndighed, når han døde.
Jeppe på Bjerget og de andre
Var 1700-tallets bonde nu så fordrukken og undertrykt som Holbergs Jeppe? Nej, det var han ikke. I et andet af Holbergs skuespil optræder Jeppe som en velhavende, ret selvbevidst mand, og forskningen tegner nu et lysere billede af ham end det, vi ældre har mødt i skolen. Der var stor forskel på bønder. Gårdmændene sad gennemgående meget bedre i det end husmændene, dvs. dem der boede i et hus og ikke en gård, og gårdmændene i det vestlige Danmark sad bedre i det end dem i Østdanmark under storgodserne med de store hovmarker og et stort hoveri. Der var f.eks. stor forskel på Torrilds bønder og bønderne på Mors, og Torrilds bønder var igen bedre stillet end bønder i en landsby, som alle sammen hørte under den samme godsejer. Der har tillige været stor forskel på Torrilds bønder. Nogle svarede, hvad de skulle, andre kom bagud med betalingerne og sank måske ned i mismod og druk som Jeppe, og det fattige flertal af husmænd og inderster, dvs. folk der sad til leje hos en fæster, var under alle omstændigheder dårligt stillet. Med undtagelse af smeden og et par andre håndværkere havde de konstant sulten hængende over hovedet og var henvist til gårdmændenes og godsejerens nåde. Især de syge og gamle var ilde stillet. Først efter år 1800 fik man et nogenlunde effektivt fattigvæsen.
Stændersamfundet
Der var på alle måder forskel på folk, og forskellen var åbenlys. I kirken, hvor de fleste samledes hver søndag, sad gårdmændene forrest, kvinderne i nordsiden, mændene i sydsiden, og husmændene havde at holde sig på de bagerste bænke. Det sagde loven. Samfundet var et stændersamfund, og man kunne se på folk, hvilken stand de tilhørte. Ingen var i tvivl om, hvem der var bonde og hvem ikke. Det moderne begreb om et samfund af frie og lige borgere hørte fremtiden til.
1800-tallets bønder
Udskiftning og matrikler
Men langsomt udvikledes friheden, ligheden og det borgerlige samfund. Landboreformerne i sidste del af 1700-tallet var et vigtigt skridt på vejen. De bestod i første omgang af et opgør med to af det gamle bondesamfunds grundlæggende institutioner, landsbyfællesskabet og godssystemet. Først landsbyfællesskabet. Der skete gennem 1700-tallet mange fremskridt på herregårdsjorderne, men de udgjorde kun ca. 10 % af landets jord, resten lå under mellemstore eller små gårdbrug. Man skulle have bønderne til at producere noget mere. Enhver landbrugskyndig kunne se, at fællesskabet var en afgørende hindring herfor. Hver gård havde sine agre spredt mange steder i landsbyens agerland, og megen god jord lå udyrket hen under de store overdrev. Fællesarealerne burde afskaffes og hver gård have sin jord samlet på ét sted. Staten udstedte lovmæssige rammer op for en ny jordfordeling, ”udskiftning”, som man kaldte det. Efter flere forsøg kom en stor udskiftningslov i 1781, som satte skub i tingene. I de følgende to årtier blev hovedparten af Danmarks landsbyer udskiftet. Næsten enhver plet jord i kongeriget fik sit matrikelnummer og sin ejermand, hvor hovedparten af landets jord hidtil havde været fællesarealer. Udskiftningen var et stort fremskridt for den private ejendomsret til jord og indebar også på andre måder en ophævelse af landsbyfællesskabet og dets kollektivisme.
Reformer og modstand fra godser
Med godssystemet gik det meget langsommere. Det blev ikke ophævet, men ændret på en række vigtige områder, og det først efter at kronprins Frederik i 1784 havde overtaget magten og udnævnt en ny regering med A.P. Bernstorff og Chr. Ditlev Reventlow som de vigtigste medlemmer. De satte sig i spidsen for en række reformer af fæsteforholdet mellem bonde og godsejer. Ved lov fjernedes i 1787 godsejerens ret til at straffe bonden med træhest og hundehul og hans ret til at optræde som enerådende skiftemyndighed efter bondens død. Ved lov fjernedes i 1788 det såkaldte stavnsbånd dvs. godsejerens udskrivningmyndighed, der samtidig gav ham ret til enhver mandsperson, som var vokset op på hans gods. To fremtrædende konservative medlemmer af regeringen, Fr. Chr. Rosenkrantz til Rosenholm og J.O. Schack-Rathlou til Rathlousdal, forlod regeringen i protest, og en lang række jyske godsejere med Lüttichau til Åkjær i spidsen sendte i 1790 en skriftlig protestadresse til kronprinsen. Det hjalp ikke. De nye love blev fastholdt, men regeringen slog fra nu af ind på en mere konservativ linje i forhold til godssystemets allervigtigste problem, hoveriet. Dette blev hverken afskaffet eller reduceret ved lov. Noget sådant ville være et overgreb mod den private ejendomsret, mente regeringen. I stedet overlod den spørgsmålet til frivillige aftaler mellem en godsejer og hans bønder, og sådanne blev sjældent til bondens fordel. Hoveriet bestod på de fleste østdanske godser til langt hen i det følgende århundrede.
Fæstebonden bliver selvejer og selvberoende
I store dele af Jylland fandt man en anden løsning. Godsejerne solgte fæstebøndernes gårde til dem selv og fik derved langt flere penge i renter og afdrag, end de før havde fået i landgilde, så de kunne klare sig med lønnet arbejdskraft. I 1790’erne steg priserne på landbrugsvarer stejlt som følge af krige ude i Europa. Bønderne fik mod til at købe og fik hurtigt gælden nedbragt. I 1807 havde 60 % af alle jyske bønder købt deres gårde til selveje og derved helt afskaffet godssystemet for deres eget vedkommende. Til gengæld havde de ikke længere godsejeren til at stå inde for deres skatter eller hjælpe dem på andre måder, hvis de kom i vanskeligheder. De måtte klare sig selv. Den nye selvejer havde hverken landsbyfællesskabet eller godset at støtte sig til.
Krise, også i Torrild
Fra 1807 begyndte krisen at melde sig bl.a. med en galopperende inflation, og efter Napoleonskrigenes ophør 1815 faldt landbrugspriserne igen. Det blev hårde tider for både bønder og godsejere, især dem der havde høje lån i deres ejendomme, og det havde især godsejerne. Selvejekøbene gik i stå, og reformerne hørte op. Den sidste store reform var en ny skolelov af 1814. Der skulle gå mange årtier, før fæstevæsenet blev helt afskaffet. I de østdanske herregårdsegne, hvor jorden lå bundet under majorater som stamhusene Rathlousdal, Rosenholm og grevskabet Scheel og ikke uden videre kunne sælges, var mange bønder fæstere endnu omkring år 1900. I Torrild sogn var der så sent som 1896 endnu kun 9 selvejergårde mod 12 fæstegårde og 20 arvefæstegårde. Men fæsteforholdet var ikke mere, hvad det havde været i 1700-tallet. Grundloven af 1849 og dens følgelovgivning fjernede de sidste rester af godsejerens offentlige myndighed, og fæsteforholdet nærmede sig mere og mere et rent forpagtningsforhold. En fæstebonde kunne være lige så moderne landmand som en selvejer.
Opsving, ny teknik og nye afgrøder
Fra 1830 gik det atter fremad i Europa. Et nyt stort marked åbnede sig i England, hvor den industrielle revolution gjorde flertallet af bønderne til arbejdere, som måtte købe alle deres fødevarer for penge. De danske bønder fik penge mellem hænderne. Fra ca. 1840 indledtes en teknisk revolution i landbruget. Den gamle hjulplov og andre redskaber blev erstattet af moderne, industrifremstillede engelske redskaber, og man lærte nye afgrøder som hvede, kløver og roer at kende og nye metoder i omdrift, jordbehandling og avlsarbejde.
Oplysning og kamp mod overtro
Det sidste krævede oplysning, hvad staten, godsejerne og mange præster længe havde arbejdet for, men det var ikke nok at oplyse om de nye metoder, der skulle en helt anden holdning til. Naturen skulle renses for alle de ånder og mystiske kræfter, den var fyldt med, og arbejdsprocesserne renses for traditionelt overleveret magi og ritualer. Her kom de såkaldte vækkelser til at spille en rolle. Vækkelserne var begyndt med pietismens indtog i Danmark i første halvdel af 1700-tallet. Pietismen gjorde den personlige tro på Gud til det væsentlige og bekæmpede al magi og overtro, herunder troen på, at altergangen sikrede mod misvækst, sygdom og død. Den personlige, individuelle følelse blev hovedsagen.
Følelser, moral, kristelighed og velstand
Opmærksomheden rettedes mod følelseslivet også på ikke religiøse områder. I overklassen kom fortællinger som ”Hosekræmmeren” om modsætningen mellem fornuftsægteskab og følelse et vigtigt tema, hvad det sjældent havde været hos bønderne. Pietismen havde også på sit program en strengere moral på kønslivets, festernes og økonomiens område. Gudsfrygt, ærbarhed og nøjsomhed erstattede langsomt blandt bønder, især gårdmænd, deres traditionelle kultur. Hvad vi forstår ved gammeldags moral, er i historisk sammenhæng et moderne fænomen, som opstod gennem 1800-tallet. Vækkelserne og de kirkelige retninger, grundtvigianisme og indre mission, som udviklede sig af dem og satte sig spor både i de nye folkehøjskoler og efterhånden i folkeskolen, fik dybtgående betydning også for det økonomiske liv.
Den voksende markedsøkonomi gav nye muligheder også for småfolk. Hvor man tidligere først giftede sig, når et af landsbyens begrænsede antal hushold blev ledigt, giftede man sig nu på de rene forventninger. Vielsesalderen faldt, og samtidig faldt dødeligheden, især børnedødeligheden, pga. vaccinationer og bedre hygiejne.
Fattigdom og velstand
Befolkningstallet voksede, især i husene, hvis antal steg stejlt, også mere end landbosamfundet kunne bære økonomisk. Elendigheden bredte sig i underklassen på landet. Man var nødt til at emigrere til byerne og måske helt til Amerika for at finde et levebrød. Således voksede byerne i anden halvdel af 1800-tallet og dermed markedet for landbrugsvarer. Gårdmændene udviklede sig med ny teknik og en voksende markedsøkonomi til moderne landmænd, som solgte korn og kødkvæg også til et internationalt marked.
Krise og omstilling
I 1870’erne opstod en afsætningskrise for korn, da dampskibe og jernbaner førte billig hvede frem fra USA og Rusland. Kornpriserne faldt, og bønderne måtte finde på noget andet. Løsningen blev en stor omstilling til bacon, smør og æg især til det engelske marked. Bønderne var i 1870’erne begyndt at danne foreninger, som det tidligere var sket i byerne, først brandkasser og kvægforsikringsforeninger, siden mølleforeninger og sparekasser. Fra 1880’erne kom dertil de såkaldte andelsforeninger, først brugsforeninger og mejeriforeninger, siden slagterier, ægeksportforeninger osv., som viste sig meget effektive. Fra 1890’erne var krisen forbi, og den danske gårdmandsstand blev en væsentlig faktor på verdensmarkedet og i det danske samfund.
De politiske partier bliver til
Et bondevennerparti, som først var dannet i den københavnske overklasse, udviklede sig til gårdmændenes eget parti Venstre, som fik flertal i rigsdagen og i 1901 tog magten fra den gamle overklasse af godsejere og købmænd. Væsentlige forudsætninger for denne politiske udvikling var skabt allerede under enevælden forud for demokratiets indførelse 1848 med folkeskoleloven af 1814 og landkommunalloven af 1841, som indførte det kommunale selvstyre først under præstens ledelse, siden under gårdmændenes egen ledelse. Underklassen på landet nåede derimod ikke med i denne udvikling før 1900. Byarbejderne fik fra 1870 deres eget parti, Socialdemokratiet, som imidlertid indgik alliance med Venstre mod at afstå fra en organisering af landarbejderne. Husmændene og landarbejderne fik først efter århundredskiftet deres egne organisationer. Ved år 1900 stod gårdmandsstanden som det både økonomisk og politisk stærkeste lag i den danske befolkning.
Det enestående danske landbrug
Det var et enestående fænomen i europæisk og for den sags skyld global sammenhæng, at det mellemstore landbrug skulle få en sådan placering. Det skyldtes flere forhold, for det første et gammelt statsligt forbud mod nedlæggelse af bøndergårde, som blev fastholdt under landboreformerne og videre frem gennem 1800-tallet, for det andet den internationale arbejdsdeling mellem landbrugsområder og industriområder, for det tredje de danske bønders selvorganisering. Deres aftagere blev foreninger, som de selv havde ansvaret for, og som derfor kunne opnå bedre priser hos dem end private aftagere havde kunnet. Familiebruget havde stadig en høj grad af selvforsyning, som tillod det at sælge billigere, end hvis det havde skullet klare sig fuldt ud med købt arbejdskraft.
